
Pilotprojekt
Familieløftet er et treårigt pilotprojekt, hvor vi udvikler og afprøver en helhedsorienteret model til familier med unge med autisme eller ADHD.
Indsatsen kombinerer:
- praktisk hjælp i hjemmet,
- faglig rådgivning fra socialrådgiver, pædagogisk konsulent og psykolog,
- og fleksible fritidsjob, som de unge kan udføre hjemmefra.
Vi arbejder altid med hele familien – den unge, søskende og forældre. Målet er, at hverdagen bliver mere overskuelig, at konflikter og stress mindskes, og at både unge og søskende får styrket deres trivsel og selvværd.
Nytænkning inden for forebyggelse – tæt på familiernes virkelighed.
Bliv klogere på pilotprojekt Familieløftet her
Her kan du læse mere om, hvem vi er, hvad vi gør – og hvordan du som familie kan komme i betragtning til pilotprojektet. Eller hvis du har faglig interesse i vores projekt.
Mangler du svar på noget skriv til os Kontakt – Familieløftet
Hvorfor behovet? – virkeligheden for familier med unge med autisme eller ADHD
Familier med børn og unge med autisme eller ADHD oplever ofte en hverdag præget af stress, uforudsigelighed og et højt koordineringsbehov. Mange lever i en konstant balance mellem arbejde, støttebehov, skolekontakt og praktiske udfordringer i hjemmet.
Forskning viser, at disse familier har:
- markant øget risiko for stress, angst og depression, især hos mødre
- langvarige sygemeldinger og tabt arbejdsfortjeneste
- øget risiko for skilsmisse, når presset overstiger bæreevnen
- søskende, der udvikler mistrivsel, når forældrenes energi er opbrugt
- unge, der mister troen på egne evner, fordi almindelige fritidsjob ikke matcher deres behov
Derudover oplever mange familier manglende koordination i systemet, lange ventetider og at de selv skal fungere som “projektledere” i deres barns forløb.
Familieløftet er skabt, fordi familierne allerede kæmper – men de mangler den støtte, der kan give dem luft og balance i hverdagen.
Vi giver dem det overskud, der gør hverdagen mulig igen.
Børns psykiatriske diagnoser har store konsekvenser for både børn og forældre | Psykiatrifonden
Vi vil forbedre!

- Samfundsøkonomisk besparelse:
- Ved at forebygge stress, sygemeldinger og tabt arbejdsfortjeneste hos forældre – og ved at støtte søskende tidligt – kan vi på sigt mindske behovet for tunge og dyre indsatser.
- Forebyggelse frem for brandslukning:
- Familieløftet er tænkt som et supplement til de kommunale tilbud – ikke en erstatning. Vi sætter ind tidligt og helhedsorienteret, så problemer ikke vokser sig større
- Social bæredygtighed:
- Når unge med autisme eller ADHD får mulighed for meningsfulde fritidsjobs, og familien får overskud, styrkes både fællesskab, tilknytning til uddannelse/arbejde og troen på fremtiden.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor skal disse familier have mere hjælp end andre?
Fordi de ofte er mere belastede end den gennemsnitlige familie. At have et barn eller en ung med autisme eller ADHD kræver ekstra koordinering, energi og tålmodighed – samtidig med at arbejde, søskende, parforhold og økonomi skal hænge sammen.
Hvis familierne ikke får støtte i tide, øges risikoen for stress, sygemeldinger, brud i familielivet og mistrivsel hos både den unge og søskende. Med Familieløftet ønsker vi at sætte ind tidligt og forebyggende, så familierne ikke skal nå helt ud over kanten, før der sker noget.
Er der slet ikke noget godt ved, at være forældre til børn med autisme eller ADHD?
Jo – der er mange gode sider.
Børn med autisme og ADHD bringer ofte nye perspektiver ind i familien med deres måde at tænke og opleve verden på. De kan have en stærk kreativitet, stor nysgerrighed og en evne til at fordybe sig eller tænke hurtigt og anderledes.
Mange har en tydelighed, ærlighed og intensitet i deres engagement, som skaber ægte relationer og giver familien nye måder at være sammen på.
Hvordan kan man komme i betragtning til projektet?
I pilotprojektet bliver der udvalgt 8-10 familier på baggrund af en kombination af detaljeret spørgeskemaer og samtaler med familierne, for at sikre os, at det er familier, vi kan hjælpe bedst muligt.
Hvad koster det at deltage i projektet?
Det er gratis for familierne at deltage i pilotprojektet.
Vi søger økonomiske midler fra fonde og samarbejdspartnere til at finansiere indsatsen, så familierne kan få hjælp uden egenbetaling.